Interview
Sunday Edit: Iben Maria Zeuthen – journalisten, der vil rydde fladen for klimaet
Mød journalist, podcast- og radiovært Iben Maria Zeuthen – grundlægger af Instagramprofilen #rydfladenforklimaet, som er et apolitisk klimajournalistisk fællesskab, skabt for at inspirere medierne til i højere grad at afspejle naturkrisernes alvor. Eller sagt med andre ord, for at larme mest muligt omkring det faktum, at medierne skal direkte ind i klimakampen nu.
Foto: Maude Lervik
#rydfladenforklimaet
Iben Maria Zeuthen er journalist i hjertet. Stolt af sit fag, optaget af den nære samtale, hvordan verden hænger sammen og af, hvordan vi mennesker agerer i den. Når man lytter til hende i radioen eller i podcasts mærker man, at hun tager sig selv med på arbejde og fortæller historier med personligheden forrest. Og så er hun foran de fleste, når det handler om at omsætte holdning til handling for klimaet.
I juni tog hun initiativ til hashtagget #rydfladenforklimaet – og i juli oprettede hun en profil på Instagram under samme navn. Ønsket var at skabe et forum med plads til debat, og for at opfordre og udfordre alle medier til at opprioritere klimastoffet på deres flade. Og til at rose og heppe på de medier, der gør.
Iben reklamerer, som uafhængig journalist, ikke for Rudolph Care. Vi støtter til gengæld gerne #rydfladenforklimaet – og rydder derfor Rudolph Cares flade i denne udgave af Sunday Edit for klimaet og for Iben Maria Zeuthen.
Ser du dig selv som klimaaktivist?
Faktisk synes jeg, at det er et helt misforstået, når jeg bliver kaldt aktivistisk. Det er faktisk hele problemet. Jeg er journalist, og jeg har konstateret, at der – mildt sagt – findes en kæmpestor historie, som medierne ikke dækker ordentlig. Det er ikke aktivisme, det er heller ikke en politisk dagsorden eller en kamp, jeg kæmper. Det er slet og ret journalistfaglig mangel på rettidig omhu. Når en så sindssyg historie ikke bliver dækket, så er det mit job som journalist at råbe op. At forsøge at skabe fokus på, hvordan vi løser vores fælles menneskeskabte klimakrise, er ikke aktivisme. Ikke en hobby eller en sportsgren, som medierne kan vælge til og fra, alt efter dagens øvrige nyheder. Det er et integreret element i alle ordentligt fortalte historier i dag, og det vil jeg gerne slå på tromme for bliver den nye standard. Stort set alle andre historier med offentlige rødder, indeholder helt naturligt en økonomisk vinkel i sin dækning. Vi ved, hvad en ny motorvej eller et supersygehus kommer til at koste. Men vi hører ikke om, hvordan investeringen kommer til at belaste miljø og klima.
Klimakrisen er ikke en holdning, det er naturvidenskab. Så hvorfor forholder medierne sig ikke kritisk til vores handlinger på klimaets vegne? Det er vi simpelthen nødt til at ændre på. Nu! #rydfladenforklimaet blev sat i verden af mig og drives i dag sammen med mine to journalistkolleger Anne Martens og Jakob Sloma Damsholt. Det er vores bidrag til, hvordan man kan straffe medier med kærlighed og prøve at inspirere til, at de får klimavinklen med i alle historier. For den er der jo – det er bare fortællingen om handling og konsekvens, der mangler.
Hvornår gik klima-krisen fra at være et vilkår i verden til at blive en personlig sag for dig?
For fem år siden så jeg, sammen med resten af verden, hvordan medier verden over pludselig stod sammen og satte fokus på #Metoo. Det skabte en global revolution, var kultur- og adfærdsændrende og satte ligestilling og sexisme på dagsordenen stort set overalt. Det fik mig til at tænke. Jeg var ikke bare i dårligt humør over mediernes manglende klimadækning, men frustreret over hvor lidt emnet fyldte i den kollektive bevidsthed, i modsætning til hvor meget det fylder i videnskaben. Jeg tænkte over, hvordan man kunne lave et eller andet greb, ligesom med #Metoo. Og jeg blev samtidig meget bevidst om, hvor stor indflydelse medierne stadig har på den globale dagsorden og hvor let de tager på det ansvar på klimaområdet.
Tænk bare på de glade overskrifter i tabloidpressen her i efteråret, ”Godt nyt fra DMI, hedebølgen fortsætter”. Det er altså ikke en glædelig nyhed. Det er global opvarmning, menneskeskabt og den direkte vej til nedbrydelse af den biodiversitet og de økosystemer, som er fundamentet for vores overlevelse – faktisk. Jeg er journalist. Derfor må jeg bidrage med det, jeg har forstand på, nemlig medier og formidling. Og selvom jeg har en følelse af, at vi er på bagkant, så er min klimafrygt blevet mindre, fordi jeg gør noget konkret, når jeg arbejder med at drive historierne på #rydfladenforklimaet. Det kan varmt anbefales, for så forsvinder afmagten. Vi kan alle sammen bidrage med noget fra hver vores hylde i samfundet.
Foto: Maude Lervik
Hvad skal der til for at vi ændrer adfærd og gør noget?
Jeg tror, at alle har lagt mærke til, hvor vildt vejret har været denne sommer. Nyhederne har været fulde af et utal af såkaldte naturkatastrofer. Storme, oversvømmelse, skovbrænde og sindssyge temperaturer både den ene og den anden vej på barometeret. September udemærker sig ved at være varmest nogensinde. Mange af de ekstreme vejrfænomener, som vi oplever nu, er en direkte konsekvens af de menneskeskabte klimaforstyrrelser og vores enorme Co2-udslip. Det fortælles sjældent som en del af nyheden og bliver betragtet som en politisk holdning. Det er det ikke. Det er fakta. Nu må vi altså bare se i øjnene i at vi er, undskyld sproget, fuck’ed! Derfor skal vi give plads og stemme til al den viden og forskning, som har til formål at ændre katastrofekursen og få kloden på ret køl igen.
Det allervigtigste er ikke mængden er historier. Det handler om, at vi får klimavinklingen med i alle nyhederne. Den økonomiske vinkel har vi altid med. Vi er vant til at spørge hvad koster det? Vi skal vænnes os til helt automatisk at spørge hvor Co2’en kommer fra? Hvordan sikres bæredygtigheden? Det skal ikke være et emne for sig under eventuelt, men et fast element i enhver godt fortalt historie. Adfærdsændring starter med oplysning. Det er derfor medierne skal op i fart.
Ser du klimakampen som dit personlige ansvar?
Lige nu svæver jeg, som så mange andre, i den livsfase hvor balancen mellem job og familie hele tiden bliver udfordret. Mit nærvær og min omsorg er efterspurgt, fordi mine børn er så små og det er næsten blevet et etisk dilemma for mig at fordele min tid og mine prioriteringer. Samtidig er mit beskyttergen eksploderet. Jeg skal passe på min familie, så derfor skal jeg også passe på deres verden. Jeg tror, at det er meget menneskeligt, at klodens skrøbelighed for alvor går op for os, når vi får børn. For mig blev offentliggørelsen af de stigende havoverfladetemperaturer et vendepunkt, som jeg blev nødt til at handle på. For selvom vi selvfølgelig alle kan gøre noget, så bliver det ikke min grøddag, der gør den store forskel.
Der er meget skyld og skam i, at vi selv skal fikse alting hver især. Hvorfor er det altid os små mennesker og ikke virksomhederne, de store spillere, som for alvor kan ændre på historien, som skal skrue ned og holde op med dit og dat? Vi skal bruge verdens bedste journalister og toneangivende medier til at kaste lys på de store syndere. Politik, penge, magt – det er der kampen for klima skal kæmpes, og så skal jeg nok stille bilen og cykle på arbejde også. Mit ansvar som individ er at sætte mig ind i sagen, så jeg kan træffe oplyste valg om, hvordan jeg lever mit liv, hvad jeg køber, hvem jeg stemmer på og hvilke sager, jeg støtter og det kræver tilgængelig information fra medierne. Ansvarlighed burde ikke være et valg, men obligatorisk.
Os der er voksne i dag, voksede op med en synlig miljøbevægelse i 80’erne. Greenpeace, Red hvalerne, Nej til Atomkraft. Der blev lavet aktioner og pressen fulgte med. Hvorfor mistede vi interessen og holdt op med at engagere os? Det tænker jeg meget over.
Hvordan opstod #rydfladenforklimaet og gør det en forskel?
I maj sagde jeg mit faste job i DR op og blev i stedet freelancer. Det kan virke dramatisk, men faktisk var det ret lavpraktisk. Det gik op for mig, at en del af den pension, som jeg sparede op til via min løn, gik til et pensionsselskab, som er med til at finansiere planerne om verdens største olierørledning i Uganda og at selskabet, via et andet selskab, har investeret 1,3 milliarder i projektet. Jeg synes, at det var underligt, at en stor statsejet virksomhed, drevet for offentlige midler, støttede noget så klima-uvenligt som olierør. Jeg fik sådan en kæmpe nej-følelse. Hvad hjælper det, at jeg skærer ned på oksekød, hvis jeg samtidig sparer sammen til verdens største olierør? Jeg sagde op og blev i stedet freelancer på DR, så jeg selv kunne gå i gang med at investere min pension i noget grønt. Så skrev jeg et åbent brev til DR’s generalsekretær og opfordrede til, at vi skulle rydde fladen for klimaet, og så var jeg i gang.
Alle burde stille krav til, hvor deres pensionsopsparing investeres. Det gør en forskel. Jeg er virkelig glad for, at vi fik larmet lidt, og at vi har skabt debat og dialog. Nu har #rydfladenforklimaet mere end 14.000 følgere på Instagram, og vi har fået en privat donation på 100.000 kroner til at drive profilen. For det kræver penge at bruge så megen tid, som det tager at prøve at skabe en relevant og inspirerende profil, som hele tiden udfordrer det eksisterende mediebillede og kærligt skubber i klima-vinklens retning. Så vi krydser fingre for mere støtte, flere følgere og allervigtigst, bedre integreret klimadækning på tværs af medierne.
Har du et godt råd, hvis man vil ’handle’ i stedet for bare ’at mene’ på klimaets vegne?
Det handler om, at man skal sætte spørgsmålstegn ved det bestående. På arbejde, i vores institutioner, til den politik, som ligger til grund for vores handlinger som samfund. Hvis folk ikke forstår, hvor slemt det er, så er det, fordi pressen ikke har fået fortalt det ordentligt. Det er mediernes arbejde. Vi skal stoppe med at se på klima som noget venstrefløjs-partipolitisk og se på fakta. Helt konkret har vi alle sammen en telefon, og de fleste en computer, så vi har al den nødvendige viden lige ved hånden til at handle.
#rydfladenforklimaet er ikke et planlagt projekt eller en smart kampagne, som vi hyggede os lidt med i 2023. Det er et initiativ skabt af frustration. Så hvis man har travlt og ikke magter, at handle andet end miljørigtigt ind i supermarkedet, så følg os. Vi har brug for din støtte. Og du har brug for medier, der passer deres arbejde og sætter klima og miljø lige så højt på dagsordenen som økonomi – og som inspirerer os allesammen til at finde vej mod en mere bæredygtig planet. Det haster, og jeg vil ikke vente længere.