Godt hår, ik?
Shampoo og balsam er meget mere end et par flasker på hylden i dit bad. Det kan løfte dit hår og din dag. Dit liv? Tæt på, i hvert fald.
Marie Lodberg, Communications Director hos Rudolph Care, skriver her om sin kærlighed til vores shampoo og balsam. Endimensionelt? Helt sikkert. Ærligt? 100 procent.
"De løfter håret. Bogstaveligt og i overført betydning."
Nu skal det altså handle om shampoo og balsam, og det bliver vel en form for kærlighedserklæring til de to produkter. Dér kunne du godt gå hen at tænke, "Jamen selvfølgelig vil skribenten lovprise produkter fra egne hylder".
Jaeh. Jeg vil sige, at jeg faktisk har en helt særlig kærlighed til lige præcis Herbal Mint Shampoo og Forever Soft Conditioner. Fordi de løfter håret. Bogstaveligt og i overført betydning.
Når jeg står dér under bruseren og skal vaske hår, så burde det være ret simpelt. Men jeg er udfordret, for vi bor i en gammel etageejendom, og hvis jeg går i bad mellem 7 og 7.30 kommer der ikke en dråbe ud af bruseren, og jeg mener, ikke én dråbe. Så når der er vand, bruger jeg det rigtigt.
Jeg vasker hår hver anden dag. Nogle gange hver tredje dag. Så er der også brug for at sætte håret op i en knold, vil jeg sige. Det handler nok mere om mit “fine” hårs kvalitet end shampooens evner. Jeg elsker Herbal Mint Shampoos knitrende skum og sprøde duft. Det er en mikrodosering aromaterapi. Det får mig til lige at ranke ryggen (selvom den er skæv, jeg har en moderat til svær skoliose, jow, jow…), og virker som et skud dopamin.
Jeg vasker oftest håret af to omgange. Første gang for at vaske skidt og snavs og fedt væk. Anden gang for at komme i bund. Det føles godt og rigtigt.
"Har den shampoo og balsam ændret mit liv? Overhovedet ikke. Har de gjort, at jeg har lidt bedre hår-karma? Ja. "
Så, balsam. Den er nem at have med at gøre. To pump, og så bare lige i spidserne. Den er mere romantisk i duften. En blomstermark en sommerdag, dén energi. Det er muligt at lade den sidde i håret og virke som en hårmaske, det har jeg sjældent (læs: aldrig) tid til. Jeg har to børn, Alf på tre og Babette på seks, begge med et udtalt behov for min opmærksomhed, særligt når jeg er i bad. Så sidder de på toilettet eller roder rundt på badeværelsesgulvet, “Moar, hvornår er du færdig?”, “Snart, skat.”
Begge mine børn bruger også Rudolph Cares shampoo og balsam. De får dog skummet håret ind i Blossom Shampoo, for det er sket, at de har fået Herbal Mint Shampoo i øjnene, og det synes de, var lige friskt nok, så nu er de overbevist om, at det kun er Blossom Shampoo, der dur. Man skal vælge sine kampe, og det er helt fint for mig, at de foretrækker Blossom Shampoo.
Når så mit hår er vasket, tørrer jeg det med hovedet nedad og kun hovedbunden. Igen, hvor der kan tidsoptimeres, bliver der tidsoptimeret. Og nu kommer shampooen og balsammens virkelige point of difference, som en marketings-dude sikkert ville kalde det.
De er resistente mod tyngdekraften.
Jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre, jeg fik også kun et 7-tal på den gamle skala i Naturfag på Esbjerg Statsskole. Alligevel... Det er som om, at shampooen løfter mit hår fra hovedbunden, og dér bliver det siddende det næste døgns tid, uden brug af stylingprodukter, og dem har jeg, igennem tiden, ellers ikke været bange for at bruge. Balsammen giver længderne den mængde fugt, der gør, at spidserne, som burde være blevet klippet for en måneds tid eller to siden, samler sig.
Håret klasker ikke. Vi tager den lige igen, klasker ikke.
Jeg har det sådan her; Har den shampoo og balsam ændret mit liv? Overhovedet ikke. Har de gjort, at jeg har lidt bedre hår-karma? Ja.
Tak for at læse med. Skriv endelig til mig, hvis du har en god historie om et af vores produkter i ærmet, eller du har andet på hjertet: mariel@rudolphcare.com.
Kh. Marie Lodberg